Han er meget interesseret i politik og har aldrig været bange for at springe ud i nye uvante projekter.
Men om fremtidens rent faktisk indebærer en karriere inden for politik, vil skuespilleren Ben Affleck ikke ud med.
Da den 40-årige stjerne onsdag gæstede det politiske tv-program "Face the Nation", hvor det handler om at diskutere politik og dets aktører, blev han spurgt, om han nogensinde ville stille op til Senatet.
Og svaret var tvetydigt "Hvem ved".
- Jeg gider ikke komme med gisninger. Jeg erkender, at jeg interesser mig meget for den politisk proces her i landet, og jeg følger den med beundring, siger Affleck ifølge femalefirst.co.uk.
- Det at deltage i det her program er stort for mig, fordi jeg har fulgt så meget med i det. Men jeg vil ikke begynde at spekulere om min politiske fremtid her, slår han det fast over for tv-værten Bob Schieffer.
Ben Affleck, der også har udtalt sig meget om menneskerettighederne i Congo, er gift med skuespillerinden Jennifer Garner, med hvem han har tre børn sammen med.
Hvad, hun siger til sin mands eventuelle politiske ambitioner, vides heller ikke. Men mon ikke hun ved mere, end vi gør.
/ritzau/