Hvert år kommer tusindvis af øst- og vesteuropæere til Danmark for at arbejde. Men efter bare få år er en stor andel af dem rejst hjem igen. Og det er en "bemærkelsesværdig" udvikling, lyder det fra Danmarks Statistik, der har lavet analysen om udenlandsk arbejdskraft. Det skriver Ugebrevet A4.
Af alle de 5.500 østeuropæere, der i 2010 kom til Danmark for at arbejde, var 40 procent nemlig rejst hjem igen i 2016. Det samme antal var 56 procent for de 2.300 vesteuropæere. Den tendens er 'bemærkelsesværdig' mener fuldmægtig Jesper Grunnet-Lauridsen fra Danmarks Statistik.
- Den andel, der flytter tilbage til deres hjemland, er relativt høj. Det er jo personer, der kommer herop for at arbejde og bosætte sig her. Samtidig er det sket over en periode, hvor der har været stigende beskæftigelse, og hvor folk er kommet i arbejde, siger Jesper Grunnet-Lauridsen til Ugebrevet A4.
Nødvendige for arbejdsgiverne
Ifølge Peter Halkjær, der er arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv, er den udenlandske arbejdskraft afgørende for sammenhængskraften på det danske arbejdsmarked.
- Vi kan ikke undvære den udenlandske arbejdskraft, som virksomhederne i høj grad er afhængig af. Selvom arbejdsudbudet vokser, kan det ikke holde trit med den efterspørgsel, der er efter arbejdskraft. Vi bliver nødt til at have fokus på at få de indlandske reserver i spil, men den indsats skal samtidig suppleres med udenlandsk arbejdskraft, siger Peter Halkjær til Ugebrevet A4.
Ifølge Dansk Erhverv er den udenlandske arbejdskraft vigtig for samfundsøkonomien. Tal fra Finansministeriet viser da også, at en beskæftiget indvandrer fra et af de 28 EU-lande i 2017 i gennemsnit polstrede statskassen med 129.000 kroner om året.
LO: Systemet fungerer
Hos hovedorganisationen LO ser man analysen om udvandring som et udtryk for, at systemet fungerer.
- Når en væsentlig del af østeuropæerne rejser hjem igen efter at have arbejdet her i en periode, og når det kun er få af dem, der bliver her, der overgår til offentlig forsørgelse, vidner det samtidig om, at den udenlandske arbejdskraft kommer her for at arbejde og ikke for at opnå sociale ydelser og 'misbruge' systemet. Det tyder på, at systemet i store træk fungerer efter hensigten, skriver næstformand Arne Grevsen til Ugebrevet A4.
Hos fagbevægelsen ser man det som "udmærket", at udlændinge kan hjælpe til, når der er mangel på arbejde på specifikke områder. Arne Grevsen understreger dog også, at den høje grad er udvandring er et udtryk for, at der langtfra er generel mangel på arbejdskraft i Danmark.