Belgisk træner holder fast i skadet Kompany før VM-kamp

Sport
Vincent Kompany fra Manchester City bliver i den belgiske VM-trup, selv om han først forventes klar i sidste gruppekamp mod England. (Foto: Foto: Nigel Roddis/Reuters)

Trods skader til forsvarsprofiler holder den belgiske landstræner fast i sin 23-mands-trup før første VM-kamp.

Den belgiske VM-trup flyder nærmest over med verdensstjerner, og det bliver der ikke ændret på, før Belgien mandag spiller sin første kamp ved VM.

Her er forsvarsspilleren Vincent Kompany fra Manchester City stærkt tvivlsom, når Panama venter, mens det allerede står klart, at Barcelona-forsvareren Thomas Vermaelen er ude af Belgiens åbningskamp i Rusland.

- Thomas Vermaelen har fået det meget bedre, som vi forventede, men han bliver ikke involveret i Panama-kampen.

- Jeg tror, han kan blive klar til de næste to kampe, siger landstræner Roberto Martínez ifølge Reuters.

Mens Vermaelen helt sikkert er ude med en forstrækning, så tyder den skade i lysken, som Kompany pådrog sig i en testkamp mod Portugal før VM, på, at den rutinerede City-spiller også må stå over mandag.

- Vi er fortrøstningsfulde i forhold til, at han kan komme i kamp i den tredje gruppekamp, med den fremgang han har haft siden kampen mod Portugal, siger Martinez ifølge manchestereveningnews.co.uk.

Her venter England 28 juni, og søndag besluttede den belgiske landstræner at beholde Kompany i truppen på 23 spillere, selv om han kunne foretage en udskiftning inden kampen mandag.

- Hans (Kompanys, red.) tilstedeværelse i truppen er vigtig med hans erfaring og viden, siger Roberto Martínez.

Han sendte lørdag forsvarsspilleren Laurent Ciman, som har været standby, hjem.

Belgien er nummer tre på verdensranglisten, og truppen tæller stjernenavne som Eden Hazard, Romelu Lukaku, Kevin De Bruyne og Thibaut Courtois.

De har følgeskab af profiler som Tottenham-forsvarsspillerne Jan Vertonghen og Toby Alderweireld, Axel Witsel, Marouane Fellaini, Moussa Dembélé, Yannick Carrasco, Dries Mertens og flere andre stærke navne.

Kun avancement fra gruppe G tæller da også, og det ved Napolis Dries Mertens.

- Jeg tror, vi godt er klar over, hvor stærke vi er, og jeg håber, at vi kan vise det i turneringen, siger Mertens.

Roberto Martínez tror også på, at Belgien endelig indfrir de store forventninger, der i nogle år har knyttet sig til truppen.

- Jeg glæder mig. Jeg ser spillerne arbejde. Jeg ser dem til træning, og de er desperate for at præstere for de belgiske fans, siger Martinez.

Kampen mellem Belgien og Panama spilles mandag klokken 17.

/ritzau/