Lørdag middag blev der lavet et tilbud til de 26 chauffører, der blev reddet ud af Kurt Beiers slumlejr med kummerlige forhold i Padborg. Tilbuddet betyder, at chaufførerne skal arbejde til en månedsløn på 9.700 kroner. Det skriver Fagbladet 3F.
Tilbuddet blev forhandlet i København mellem vognmand Kurt Beiers polske datterselskab HBT og repræsentanter fra den filippinske ambassade. Formand for 3F’s Transportgruppe Jan Villadsen er rasende.
- Det er et helt urimeligt pres, der nu lægges på chaufførerne gennem firmaet og ambassaden, siger han.
Tilbuddet kommer efter, at Fagbladet afslørede, at op mod 200 filippinere boede under kummerlige forhold i vognmand Kurt Beiers lejr i Padborg. Her arbejdede de angiveligt for helt ned til 15 kroner i timen.
Filippinerne blev reddet ud af lejren efter en politirazzia 30.oktober. Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker nu, om de er ofre for menneskehandel. Center mod Menneskehandel er også gået ind i sagen og har taget chaufførerne under beskyttelse, indtil det er afgjort.
Med på mødet var blandt andet også vognmand Kurt Beiers advokat Anders Nemeth. Fagbladet 3F er i besiddelse af tilbuddet til filippinerne, der blandt andet indeholder følgende:
En stigning i månedslønnen fra de oprindelige 1.060 euro til 1.300 euro til de chauffører, der vil starte med at køre for Kurt Beier igen fra på mandag.
- Det er en minimal lønstigning, der hæver filippinernes løn fra de nuværende 15-16 kroner i timen med nogle få kroner. Det er meget, meget langt fra en dansk chaufførlønning og tilbuddet er helt hen i vejret, siger Jan Villadsen.
Tilbuddet indeholder endvidere:
Otte ”ordentlige” værelser med plads til fire i hver med TV, bad og køkkenfaciliteter.
Styr på sundhedsforsikringen, som filippinerne ikke fik, selv om de kontraktligt var blevet lovet den af Kurt Beier.
Det er også en del af tilbuddet, at de chauffører, der ikke ønsker at være der mere, får skyldigt tilgodehavende udbetalt.
- Det her handler om, at vognmand Kurt Beier er voldsomt presset af Padborg-sagen. Han vil have filippinerne og sig selv væk fra den danske befolknings søgelys. De skal væk fra Danmark og ud på vejene i EU, før myndighederne afklarer, om filippinerne har været udsat for menneskehandel af vognmand Kurt Beier, siger Jan Villadsen og fortsætter:
- De danske myndigheder har ikke været involveret i forhandlingerne. Derimod har Kurt Beiers folk været i kontakt med chaufførerne. Det er grotesk. Filippinerne var jo beskyttet af et program under Socialstyrelsens Center mod Menneskehandel og boede et hemmeligt sted. Myndighederne har svigtet, siger Jan Villadsen.
Fagbladet ville gerne have forelagt kritikken for direktør i Kurt Beier A/S, Karsten Beier.
Men han siger til Fagbladet 3F lørdag aften, at han ikke kan udtale sig.
- Jeg kan overhovedet ikke sige noget om det. Det vil jeg ikke, understreger en fåmælt Karsten Beier, der ikke vil uddybe hvorfor.
Center Mod Menneskehandel ønsker ikke at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.
Fagbladet 3F