Af Mette Boysen - mebo@dny.dkMens Rødovre-højhusene Agerkær og Ruskær svajer i vinden, står beboerbestyrelsen klippefast: Bestyrelsen vil have husene revet ned, og derfor indkaldes beboerne nu til ekstraordinært medlemsmøde 5. februar for at stemme om en nedrivning.
»Som det ser ud nu, kan man ikke stemme for, at husene bliver stående. Men samtidig er det svært at stemme sig selv ud af sin bolig,« siger Per Boller, medlem af beboerbestyrelsen.
Mens ingeniører er uenige om, hvorvidt husene er i fare for at styrte sammen, er de enige om, at husene er i dårlig stand, og det vurderes, at det ville koste en halv milliard at renovere huset.
»Projektet er håbløst at renovere, og ingen beboere kan løfte den opgave økonomisk,« siger Per Boller, medlem af beboerbestyrelsen.
Nu skal der i første omgang stemmes, om beboerne ønsker en nedrivning. Hvis den går igennem, tror Per Boller, at der vil gå et års tid, før højhusene bliver til ruiner. Det er endnu uvist, om der opføres almene boliger på de ryddede grunde.
Tumulten om højhusene begyndte 1. januar, da beboerne blev evakueret, fordi en ingeniørrapport tidligere har konkluderet, at husene kunne styrte sammen ved vindhastigheder over 41 meter i sekundet. Efter planen skulle beboerne evakueres ved en vindstyrke på 31 meter i sekundet. Og selvom der var tale om en fejlevakuering, fordi vinden aldrig nåede op på de styrker, har de to huse i bogstaveligste forstand befundet sig midt i orkanens øje siden.
Det kan dog stadig være vanskeligt at gennemskue, hvorvidt de to huse reelt er i fare for at styrte ned.
»Grunden til vi er uenige om, hvorvidt husene er i nedstyrtningsfare, er fordi vi vurderer de styrker, der er målt, forskelligt. Vi er ikke i tvivl om, at sikkerheden er god nok, men man kan sige, at Klaus Nielsen (ingeniøren der har rådgivet boligselskabet AAB, red.) har stillet nogle skrappere og mere unødvendige krav,« siger Jørgen Munch-Andersen fra Statens Byggeforskningsinstitut.
Omvendt viser de prøver, ingeniør Klaus Nielsens har foretaget, at betonstyrkerne i højhusene ikke er gode nok. Og derfor mener han, at to af væggene i konstruktionen skulle have været kasseret.