Selvfølgelig havde Schalke-tilhængerne håbet på mere. Men selv de mest inkarnerede fans af Gelsenkirchen-klubben måtte formentlig indse, at det var helt fortjent, at Bayern München vandt lørdagens bundesligaopgør på Veltins Arena med 4-0.
Det er den største Bayern-sejr i Schalke siden 1987, men den var ikke et mål for stor.
De forsvarende mestre var suverænt det bedste hold på banen og leverede endnu engang en fodboldopvisning af rang.
Godt nok var Schalke fint med i kampens første 20 minutter, men så slog gæsterne til.
Indenfor to minutter havde Bayern nettet to gange og efterladt et chokeret Schalke-mandskab.
Først slog Bastian Schweinsteiger til med et hovedstød, og kort efter var det Mario Mandzukic, der pandede bolden i nettet.
Herefter overtog Bayern München fuldstændig kampen og lukkede ballet med to scoringer i anden halvleg ved Franck Ribery og Claudio Pizarro.
Sejren sender Bayern München op på siden af Borussia Dortmund i tabellen, og det ser unægteligt ud som om, at kampen om det tyske mesterskab igen bliver en duel mellem disse to klubber.
/ritzau/