Med 20 points forspring til Borussia Dortmund på andenpladsen er det kun et spørgsmål om tid, før Bayern München kan kalde sig tysk mester, og klubbens snart 68-årige trænerveteran Jupp Heynckes kan skrive en ny triumf på sit omfattende cv.
En stor bedrift af en mand, der står som en slags modstykke til bølgen af unge og moderne trænere, der har skyllet ind over tysk fodbold i de senere år.
- Det er imponerende og nærmest ufatteligt, siger den tidligere danske landsholdsspiller Allan Nielsen, der som ung fodboldlærling spillede under Heynckes i Bayern München i starten af 1990'erne.
- Det viser sig jo, at der var god grund til at lytte efter dengang, griner Nielsen.
Allerede da Nielsens og Heynckes' veje krydsede, var Bayern-træneren ganske garvet i faget med mere end 10 års erfaring fra trænerbænkene i Mönchengladbach og München.
Alligevel står træneren mere end 20 år senere som frontfigur på et af Europas stærkeste mandskaber.
- Han er uden tvivl af den gamle skole, men han har formået at udvikle sig og følge med tiden, men stadig holde fast i de gamle dyder, siger Nielsen.
Det blev kun til én førsteholdskamp under Heynckes for den dengang unge dansker, men den udadtil lidt sky træner gjorde - og gør stadig - indtryk.
- Jeg ved - og jeg følte selv på egen krop - at han er en sej gut, der har sine egne meninger. Men han har tilpasset sig tiden, så han hele tiden har været attraktiv og fortsat kan kommunikere med spillerne, siger Allan Nielsen.
Han hæfter sig ved, at Heynckes fortsat kan navigere i en fodboldverden, der er væsentligt anderledes, end da trænerkarrieren startede i Mönchengladbach i 1979.
- I dag går tingene så ekstremt hurtigt, og der sker så mange ting. Han er opvokset med, at da han var spiller, skulle man være grundig med tingene, lære dem ordentligt, træne dem og være omhyggelig.
- Ikke fordi man ikke gør det i dag, men man gør det på en anden måde. Han har suget ting til sig fra alle de år, og han kan stadig bruge dem i dag. Det er ikke alle, der formår det, lyder det fra Allan Nielsen.
Heynckes og Bayern bliver tysk mester lørdag, hvis det bliver til en sejr over Eintracht Frankfurt, eller hvis Borussia Dortmund samtidig kikser mod Augsburg.
/ritzau/