Barnets første telefon? Sådan undgår I konflikter

barn skilsmisse ked af det (Foto: Colourbox/Free)

Den første telefon eller tablet er et følsomt vendepunkt i barnets liv. Så tal om, hvordan den skal bruges, hvis barnet får en til jul, råder Red Barnet.

Telefonen med ved bordet, iPad'en med i sommerhus – og Snapchat før sengetid.

Skærmtid er et velkendt stridspunkt i mange børnefamilier.

Og ifølge et nyt studie fra University of Michigan bruger forældre og børn stadig mere tid på at skændes om telefoner og tablets, og hvordan de må bruges.

Derfor kan det betale sig at kridte banen op på forhånd, hvis barnet får sin første telefon eller tablet til jul.

Det fortæller Jon Kristian Lange, der er seniorrådgiver hos Red Barnet og ekspert i børns digitale liv.

- Der er meget stor forskel på, hvordan børn og voksne anskuer, hvad en mobil kan og er, siger han og fortsætter:

- Så tal ikke bare med barnet om, hvornår det får mobilen, men også, hvad den skal bruges til.

Den første telefon bliver nemlig ikke bare brugt til Snapchat, spil eller at ringe til mor og far. For mange børn er det et symbolsk skridt på vej mod et selvstændigt liv, forklarer Jon Kristian Lange.

- Det er et mærkepunkt i deres liv at få deres egen mobil. Det er virkelig et kardinalpunkt – som at lægge sutten. Og alle børn, jeg har talt med i udskolingen, kan huske, da de fik deres første mobil, siger han.

Det er her, barnets forventninger nogle gange kan kollidere med de voksnes, forklarer Jon Kristian Lange.

For måske har barnet større søskende, som godt må bruge sociale medier eller have telefonen med på værelset. Og derfor forventer barnet måske, at det må de samme ting.

- Så jo mere man får snakket om de her ting, inden barnet får mobilen, jo nemmere er det at tage konflikterne. For man har lagt et spor, og man har lavet nogle aftaler, man kan referere til, siger Jon Kristian Lange.

Hvordan reglerne for apps og skærmtid skal være, bestemmer I selv. Men de er svære at indføre, når barnet først har fået den første telefon.

- Så pointen er, at man skal have talt aftalerne igennem og blive enige om reglerne inden da, råder Jon Kristian Lange.

Herunder er det også vigtigt, at I taler om, hvornår telefonen ikke må bruges, foreslår han.

- Må man for eksempel bruge den, inden man skal sove? Og er der nogle mobilfri zoner i huset – eksempelvis ved middagsbordet, siger Jon Kristian Lange.

Det med sengetiden er især vigtigt, understreger han.

Hver femte 11-årig sover nemlig mindre, end hvad myndighederne anbefaler. Og det samme gælder næsten halvdelen af de 15-årige. Det viser en rapport fra VIVE - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Ifølge rapporten kan en mulig forklaring være, at børnene kigger på telefonen i stedet for at sove.

- Så måske kunne det være en god idé, at man sagde, at telefonen ikke skal bruges helt op til, at man falder i søvn, råder Jon Kristian Lange.

/ritzau fokus/

Af Cecilie Lyngberg/ritzau fokus/