Den mistænkte i det grusomme knivangreb i en belgisk vuggestue i sidste uge er gået i sultestrejke og nægter at udtale sig, siger højtstående politikilder til det belgiske nyhedsbureau Belga.
De siger, at manden, den 20-årige Kim De Gelder, bliver fodret intravenøst på hospitalsafdelingen i fængslet i Brügge.
Søndag blev han tiltalt for at have dræbt to babyer på seks og ni måneder samt en pædagog i vuggestuen 'Eventyrland' i fredags.
I angrebet, der sendte chokbølger gennem nationen, gik manden - der var malet i ansigtet - amok i vuggestuen og sårede 10 børn og to pædagoger.
Efter at personalet havde lukket ham ind, stormede han ind i institutionen med en 30 centimeter lang kniv og begyndte at skære i nogle af børnene, der lå i deres senge. Ingen af dem var mere end tre år gamle.
Efterforskerne står på bar bund i spørgsmålet om, hvorfor han lige præcis gik efter den pågældende vuggestue, der ligger i den lille by Dendermonde 30 kilometer nord for Bruxelles, fordi manden selv boede i en helt anden by.
Politiet regner med, at han havde planlagt at angribe mindst en anden daginstitution.