De Konservative er parat til at blokere for ændringer af energiaftalen og derfor for dele af den kommende vækstpakke.
Det siger formand Lars Barfoed på vej ind til afgørende forhandlinger hos finansminister Bjarne Corydon (S) og økonomiminister Margrethe Vestager (R). Parterne skal forhandle om rammerne for en kommende vækstaftale.
- Vi kommer ikke til at medvirke til at hæve bundskatten, gentager han således.
De øvrige partier i det brede energiforlig fra 2012 er enige om at lade en stigning i bundskatten finansiere en afskaffelse af den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift som en del af vækstaftalen.
Men det vil Konservative, der også er forligsparti, ikke være med til, og de er derfor parat til at blokere for den del af den kommende vækstpakke.
- Så må de gennemføre det efter næste valg. Så må de gå til valg på, at de vil lave det om og finansiere det ved at lade bundskatten stige, siger han og slår fast, at han forventer, at Bjarne Corydon fremlægger en anden finansiering på mødet.
Han er kritisk overfor, at regeringen i første omgang klappede en aftale af med Venstre, som de andre partier så kun har kunnet "nikke ja" og "sige amen til".
- Regeringen og Venstre skal ikke tro, at de kan sætte sig i et mørkt rum og aftale det hele, siger Lars Barfoed.
Han har tidligere kritiseret Venstre for at lade sig købe for let for at lade formand Lars Løkke Rasmussen komme på banen med reel politisk indhold frem for de mange negative sager, der har klæbet til venstreformanden gennem de seneste uger.
/ritzau/