FC Barcelonas Arturo Vidal skal til lommerne.
Den chilenske midtbanespiller er blevet idømt en bøde på 800.000 euro svarende til knapt seks millioner kroner for et overfald i forbindelse med et slagsmål.
Slagsmålet fandt sted på en natklub i München i september 2017, og hele episoden blev fanget af et overvågningskamera.
Arturo Vidals halvbror var også involveret og har ligesom midtbanespilleren fået dagbøder.
Domstolen i München har udregnet bøden ud fra indkomst. Barcelona-spilleren har fået 80 dagbøder af 10.000 euro, som er udregnet til at være chilenerens daglige indkomst.
31-årige Vidal var ikke til stede, da dommen blev afsagt, fordi han sammen med Chiles landshold spillede kamp onsdag mod Mexico. En kamp, som Chile vandt 1-0.
Vidal skiftede i sommer til det spanske mesterhold efter tre sæsoner hos Bayern München. Her var han blandt andet med til at vinde tre Bundesliga-titler og en pokaltitel.
Vidal har kun fundet vej til startopstillingen i Barcelona to gange.
/ritzau/AFP