En række unavngivne udenlandske banker har hjulpet danskere med at gemme penge i skattely. Det viser Skats gennemgang af 2400 mails fra de såkaldte Panama-papirer, skriver DR.
- Vi har set nogle mønstre og sammenhænge i, hvordan rådgivere fra primært udenlandske banker inden for EU har deltaget aktivt i planlægningen af skattelykonstruktioner, siger Steen Bechmann Jacobsen, nyudnævnt direktør for Særlig Kontrol i Skat, til DR.
I 2016 købte Skat sig adgang til en mindre del af de papirer, der var lækket fra det Panama-baserede advokatfirma Mossack Fonseca. Skat har ifølge DR kunnet sætte løsrevne mailkorrespondancer fra papirerne i system.
Og det er det, der har givet et billede af, at banker med hovedsæde i udlandet har rådgivet danskere på en måde, der kan bruges til at gemme penge i skattely.
Blandt andet har Skats gennemgang ifølge DR afdækket tilfælde, hvor Mossack Fonseca har stillet selskaber til rådighed med direktører, der har poster i flere tusinde selskaber.
I andre tilfælde har pengeinstitutterne på deres kunders vegne bestilt tilbagedaterede dokumenter, fakturaer og bestyrelsesreferater med forudbestemte beslutninger hos det Panama-baserede advokatfirma, skriver DR.
De Panama-papirer, som det danske skattevæsen har købt, har indtil videre ført til 77 sager. I de 31 sager er der rejst krav om knap 30 millioner kroner i ekstra skat. Mens de resterende 46 sager ifølge DR ventes at bidrage med et betydeligt større beløb i den danske statskasse.
Det er endnu for tidligt at sige, om gennemgangen af de 2400 mails vil føre til nye sager, oplyser Steen Bechmann Jacobsen til DR.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.