Selv om Danske Bank har været ud i sit livs stormvejr med hvidvask-skandale, truende kæmpebøder i horisonten, mærkelige kundetiltag, som kun kom banken til gode, og generel kundeflugt, ja – så går det faktisk meget godt.
For anden gang på blot få dage opjusterer Danmarks største bank forventningerne til årets resultat. Den forventer nu et resultat efter skat på 15 milliarder kroner, skriver Ritzau Finans.
Opjusteringen skyldes blandt andet skatteforhold, den årlige test af goodwill for værdiforringelse samt andre forhold, oplyser banken torsdag.
Den første opjustering forleden skyldtes salget af realkreditinstituttet LR Realkredit A/S, som ventes afsluttet inden udgangen af året. Det giver angiveligt en indtægt på 700-800 millioner kroner.