Den aftale, der kom ud af COP18-klimamødet i Doha, er kun et første skridt på vejen. Verdens regeringer må gøre langt mere for at bremse temperaturstigningerne.
Det siger FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, via en talsmand.
Ban glæder sig over, at der er indgået en aftale i Doha om blandt andet at forlænge Kyoto-aftalen. Det bør føre til "en omfattende, juridisk bindende aftale inden 2015", siger hans talsmand, Martin Nesirky.
Men generalsekretæren mener også, at "meget mere skal gøres", understreger talsmanden.
- Han opfordrer regeringer til, sammen med virksomheder, civilsamfundet og borgere, til at sætte fart på indsatsen på landjorden, så den globale temperaturstigning kan begrænses til to grader celsius, siger Nesirky.
Talsmanden tilføjer, at Ban Ki-moon nu vil øge sit personlige engagement i kampen for at få en global aftale i hus i 2015.
Ved klimamødet i Doha, som er hovedstaden i Qatar, nåede de knap 200 deltagende lande frem til en aftale om at forlænge Kyoto-aftalen med otte år til 2020. Aftalen ville være udløbet ved nytår.
Iagttagere er over en bred kam enige om, at resultatet er langt fra tilfredsstillende.
/ritzau/AFP