Den danske ishockeylandstræner Per Bäckman kræver, at hans spillere viser en trodsreaktion efter det overraskende nederlag mod Italien søndag eftermiddag.
Han forventer, at danskerne tager kampen op mod den formodede overmagt, når det stærkt besatte svenske landshold er modstanderen i Globen i aften.
- Det er nu, holdet skal vise, at det har karakter. Der er to muligheder: Kampen eller flugten. Jeg håber, vi tager kampen i aften, siger Bäckman.
- Det er vigtigt, at spillerne ikke har mistet troen på sig selv. Vi har ikke spillet så dårligt. Men vi har jo været vant til at have tur i den til VM. Vi har været vant til at vinde de rigtige kampe. Så i går var vel den første rigtige skuffelse, men det må vi leve med.
Når kampen mod svenskerne er overstået, har danskerne to dages kamppause, inden endnu en stormagt, nemlig Rusland, venter på torsdag.
Landstræneren varsler i øvrigt ændringer på det danske hold: Jesper Jensen, der lavede to mål mod Italien, må vige fra andenkæden for at give plads til Jannik Hansen, som har afsonet sin karantæne.
Jensen bliver i stedet ny mand i tredjekæden, hvor han spiller sammen med Morten Green og Kirill Starkov, mens Kim Lykkeskov ryger ud blandt reserverne.