Det lykkedes ikke for Danmarks bedste herresingle i badminton Jan Ø. Jørgensen at besejre den kinesiske stjerne Lin Dan for tredje gang i karrieren.
Deres niende indbyrdes møde udspillede sig i semifinalen i Super Series-turneringen Malaysia Open, hvor Jørgensen efter en tæt kamp tabte 21-14, 19-21, 17-21.
Dermed kunne han ikke leve op til sin finaleseedning og misser derfor finalemødet med den topseedede kineser, verdensetteren Chen Long.
Jørgensen var ellers i sejrsposition i det afgørende sæt, men Lin Dan fandt storspillet frem i slutningen og vandt.
I første sæt var der ellers periodevis klasseforskel i dansk favør. Lin Dan kom ganske vist hurtigt foran 4-1, men det slog ikke danskeren ud. Han virkede koncentreret i alt, hvad han foretog sig og fik vendt billedet til føring på 11-6.
Kineseren begik blandt andet en række servefejl, som ødelagde hans rytme i begyndelsen og fik ham til at virke rystet.
Jørgensen spillede sig til otte sætbolde ved 20-12 og udnyttede den tredje af slagsen.
I andet sæt kom Jørgensen også godt i gang med en føring på 6-3, men så løftede Lin Dan sit niveau og tog seks af de næste syv point til 9-7.
Danskeren svarede prompte retur, og sættet udviklede sig helt lige. Jørgensen var i en fordelagtig position foran 17-15, men fem point på stribe af Lin Dan udløste tre kinesiske sætbolde.
Jørgensen afværgede de to første, men måtte se sættet forsvinde på den tredje.
I det afgørende sæt var Jørgensen fra start dominerende og bragte sig foran 11-5 ved sidebyttet midtvejs.
Men Lin Dan var ikke slået endnu. Han gik fra 6-12 til 10-12, inden Jørgensen igen kom på tavlen med de næste to point.
I den næste periode løftede Lin Dan sit niveau til en klasse, hvor selv en godt spillende Jørgensen tabte point efter point. Pludselig var danskeren bagud 15-18 og uden modtræk.
Kineseren vandt kampen på sin anden matchbold, hvorefter danskeren i frustration sparkede sin ketsjer ud af banen.
Nu bliver finalen et rent kinesisk anliggende mellem Lin Dan og Chen Long.
/ritzau/