Travlhed er noget af det værste, man kan være udsat for.
Det mener den 55-årige skuespiller Bodil Jørgensen, der blandt andet er kendt fra TV 2's 'Badehotellet'.
Det fortæller hun i et interview med magasinet Eurowoman.
- Jeg synes, at noget af det mest vanvittige og latterlige i livet er at have travlt, siger Bodil Jørgensen til magasinet.
Hun ynder selv at sidde og glo ud i luften i mindst fem minutter hver dag og lave ingenting. Noget, hun opfordrer alle til at gøre.
For ifølge Bodil Jørgensen lever vi et 'hæsblæsende samfund', hvor der bliver brugt for meget tid og energi på at være online - og hvor folk har for travlt.
- Travlhed slører billedet af, hvad der er vigtigt. Livet går jo videre, selvom du tjekker ud. Man glemmer det bare nogle gange, siger Bodil Jørgensen.
Hun fortæller om, hvordan hun selv trak stikket, efter hun i 2014 blev udsat for en arbejdsulykke, da en traktor væltede ind over hende under optagelser til en Far til Fire-film.
- Og livskarusellen fortsatte jo bare uden mig. Det er egentlig meget rørende, siger Bodil Jørgensen.
Hun er mor til tre børn på 21, 16 og 8 år. Og i interviewet fortæller hun, hvordan hun opdrager børnene til at sætte tingene i perspektiv og ikke brokke sig over 'utidige' ting som at få det samme med på madpakken.
- Jeg tænker meget over, hvor meget jeg har, og hvad jeg kan undvære. Jeg går i genbrug og giver mange af mine penge væk. Jeg har et fadderbarn pr. barn, jeg selv har fået. Det giver mening for mig, lyder det fra Bodil Jørgensen.
Du kan læse hele interviewet i denne måneds Eurowoman.