Anmelderne har fra første sæson ikke været begejstret for den populære TV 2-serie "Badehotellet".
Allerede da første afsnit løb over skærmen 30. december 2013, blev der registreret et astronomisk seertal på godt 1,5 millioner.
Det tal har holdt sig nogenlunde stabilt og serien har således vundet danskernes hjerter, mens anmelderne igen og igen har sablet serien ned.
Den kritik irriterer Jens Jacob Tychsen aka damecharmøren Edward Weyse.
- Der har fra start af været nogle rimelige grimme røster, der synes, det er aldeles rædselsfuldt, det jeg lavede, fortæller Jens Jacob Tychsen til Se og Hør.
Han kalder nogle af anmeldelserne for decideret ”svinske”, og siger til Se og Hør, at anmelderne kan "rende ham et vist sted".
- Det er ikke rart at få sådan noget at vide. Det kan jeg ikke bruge til noget. Min mavefornemmelse siger, at det er sådan Weyse er. Det er sådan Weyse skal spilles, så I kan rende mig røven, lyder det med slet skjult modtageradresse fra Jens Jacob Tychsen.
Ifølge B.T. har Jyllands-Postens anmelder, Niels Lillelund, blandt andet skrevet:
"... Det er en kendsgerning, at 'Badehotellet' er en succes. En stor succes. Det er der jo så meget, der er, og at være en succes er i hvert fald ikke et kvalitetstegn i sig selv, en million fluer kan godt tage fejl, når de spiser på McDonald’s".
Men efter mandagens sæsonåbning drysses der stille stjerner over serien. Således giver Politikens anmelder, Henrik Palle, fire stjerner og erkender, at "efterhånden er det vel også en kliché at bebrejde et så stil- og genrebevidst produkt som ’Badehotellet’".
Ekstra Bladet og B.T. giver første afsnit i sæson seks tre stjerner. Blandt andet skriver B.T.'s anmelder, Kristian Dam Nygaard:
"Det er så nemt at skrive en negativ anmeldelse af Badehotellet, der nu på sjette sæson serverer pejse-tv i januarmørket. Stilen er overspillet, humoren skåret ud i pap, og der er ikke rigtig noget i handlingen, der får dig til at vente med spænding til næste mandag. Alligevel fungerer det, som det skal".