I lørdags gav de koncert i Herning, men indtil da har superstjerner i Backstreet Boys og New Kids On The Block nydt Danmark i fulde drag. Det skriver BT, der har haft mulighed for at tale med Brian Littrell fra Backstreet Boys og Jonathan Knight fra New Kids On The Block.
- Vi har været i København en del gange og jeg elsker det. Folk er ikke stressede eller overvægtige. Og så cykler de rundt, det er fedt, siger Brian Littrell til avisen.
Inden koncerten i det jyske har bandet boet på hotel i København, og her har stjernerne på egne ben bevæget sig rundt i den danske hovedstad.
- Jeg brugte dagen på at shoppe en smule. Det var super lækkert. Og så gik jeg rundt og tog billeder, for jeg elsker arkitekturen. Den er rigtig smuk i København, siger Brian Littrell.
Det samme lyder fra New Kids On The Block, der har nydt København. De amerikanske stjerner er samtidig meget imponeret over den danske natur.
- Jeg elsker de gule marker, som er overalt. Det ser rigtig flot ud, siger Jonathan Knight.
- Ja, de er helt fantastiske. Og så har jeg hørt, at man bruger de gule blomster til at lave brændstof. Det er mega fedt. Det burde man også have i USA, istemmer Brian Littrell.
Boyband-revivalen fandt sted lørdag aften i Jyske Bank Boxen i Herning.
Kilde: BT