På et ministermøde torsdag er den britiske regering blevet præsenteret for dystre udsigter for situationen, hvis Storbritannien forlader EU uden en aftale. Det skriver to britiske aviser, der har talt med unavngivne deltagere på mødet.
Udsigterne er kommet fra Mark Carney, der er chef for Storbritanniens centralbank, Bank of England.
Den ene avis er The Times. Her kan man læse, at Carneys advarsel blandt andet omhandler de britiske husejere.
Hvis Storbritannien forlader EU uden aftale, kan de ifølge Carney vinke farvel til en tredjedel af værdien af deres hus over tre år.
I The Guardian gengiver flere kilder fra mødet estimater om fald i huspriser på 25 til 35 procent. Derudover skal Carney have advaret om stigende arbejdsløshed.
Mark Carney har angiveligt forklaret, at et britisk exit fra EU uden aftale - såkaldt no deal-brexit - vil ramme landet med samme kraft som finanskrisen i 2008.
En unavngiven minister siger til The Guardian:
- Regeringen vil i så fald ikke bare se til. Det gjorde den ikke i 2008. Han sagde ikke, at det her vil ske uanset hvad. Men jeg tror, at der er en opfattelse af, at man må se det værst tænkelige udfald i øjnene.
Efter mødet i regeringen udsendte dens fagministre en stribe beskeder om, hvilken praktisk betydning det vil få, hvis ikke der nås en aftale mellem EU og Storbritannien.
Det gælder eksempelvis britiske kørekort, der muligvis ikke vil være gyldige i EU.
En talsmand for Bank of England afviser at kommentere The Guardians oplysninger.
Storbritannien forlader efter planen EU 29. marts 2019.
/ritzau/