Storbritannien har en hemmelig overvågningsbase i Mellemøsten, hvor man spionerer for efterretningstjenester i blandt andet USA.
Det skriver den britiske avis The Independent på baggrund af nye lækkede dokumenter fra den amerikanske eks-efterretningsmand Edward Snowden.
Avisen afslører ikke, hvor basen er oprettet, men fra de tophemmelige lokaler bliver der både indsamlet e-mails, telefonopkald og søgninger på internettet, lyder det.
Informationerne bliver sendt tilbage til Storbritanniens sikkerhedstjeneste Government Communications Headquarters (GCHQ), som deler overvågnings-materialet med National Security Agency (NSA) i USA.
Det britiske udenrigsministerium nægter at kommentere oplysningerne, og The Independent fortæller ikke, hvordan avisen er kommet i besiddelse af de nyeste Snowden-filer.
Den amerikanske whistleblower arbejdede tidligere for NSA og har derfor et indgående kendskab til efterretningstjenestens metoder.
Snowden har blandt andet via aviserne The Guardian og Washington Post afsløret, hvordan USA aflytter en række landes ambassader i USA, centrale EU-kontorer og internetselskaber.
USA ønsker at retsforfølge Snowden for den omfattende lækage. Men Snowden fik for nylig et års politisk asyl i Rusland.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.