Storbritanniens strid med flere af de øvrige EU-lande og EU-Kommissionen om langtidsbudgettet for 2014 til 2020 er tæt på at være løst. Det siger kilder til Financial Times ifølge nyhedsbureauet AFP.
Aftenen før det topmøde, som indledes torsdag, skal premierminister David Cameron have åbnet op for at acceptere et budgetloft på 940 milliarder euro fra 2014.
Cameron har tidligere truet med veto mod enhver forøgelse af budgettet og sagt, at udgifterne skal fastfryses på 2011-niveauet. Det ville i så fald indebære et maksimum på 886 milliarder euro.
Men Cameron vil ikke desto mindre kunne "sælge" sin aftale som en sejr ifølge EU-kilder.
- Vores opfattelse er, at Cameron fik det han har ønsket, siger en kilde til FT.
Otte EU-lande, som betaler mere til EU-kassen end de får igen, Danmark, Sverige, Holland, Tyskland, Finland, Frankrig, Østrig, Italien og Storbritannien vil alle skære mere af det samlede budget end EU-præsident Van Rompuys seneste kompromisforslag på 1011 milliarder euro.
Men de er langt fra enige om, hvor der skal spares og hvor meget. De seneste dage har forhandlingsoplægget så småt nærmet sig de mest spareivrige landes krav. Og Cameron har virket lidt mere forhandlingsvillig.
Måske også som følge af sejlivede rygter om, at 26 EU-lande ellers kunne finde på at lave deres eget budget uden Storbritannien - men på en måde, som faktisk kunne koste den britiske statskasse dyrere end en fællesaftale.
/ritzau/AFP