Grundlæggeren af WikiLeaks, Julian Assange, er ifølge Mail on Sunday blevet far til to drenge, i løbet af de syv år han opholdt sig på Ecuadors ambassade i London for at undgå at blive anholdt af det britiske politi.
Den 48-årige australier er angiveligt far til to drenge på et og to år. Moren er den sydafrikanske advokat Stella Morris, skriver den britiske avis, som bringer et foto af Assange sammen med de små børn.
Stella Morris siger til avisen, at parret er forelsket og planlægger at gifte sig. Assange og Morris har ifølge avisen været forlovet siden 2017.
Mail on Sunday fik i forrige uge kendskab til forholdet via retsdokumenter, oplyser avisen.
Den 37-årige Stella Morris mødte Assange i 2015 ved et besøg på ambassaden.
Julian Assanges syv år lange tilflugt på Ecuadors London-ambassade endte i april sidste år, da politiet med magt fjernede ham fra bygningen og anholdt ham.
Det skete, efter at USA havde anmodet de britiske myndigheder om at udlevere Assange til retsforfølgelse ved en amerikansk domstol.
USA beskylder Assange for spionage, fordi WikiLeaks har lækket tusindvis af fortrolige dokumenter fra amerikanske efterretningstjenester.
Julian Assange befinder sig i øjeblikket i det sikrede Belmarsh Prison. Stella Morris oplyser til avisen, at de to små drenge, som begge har britisk statsborgerskab, har besøgt deres far i fængslet.
Stella Morris fortæller, at hun afslører sit langvarige forhold og eksistensen af deres sønner, fordi hun frygter for Assanges' liv, hvis han forbliver indespærret. I Belmarsh-fængslet er der allerede en indsat, som er død af Covid-19.
- Julian har været ekstremt beskyttende over for for mig og har gjort sit bedste for at skærme mig fra hans livs mareridt, siger hun til Mail on Sunday.
- Nu står jeg frem, fordi jeg kan se, at hans liv er på kanten.
/ritzau/