En brand på den australske østkyst er blevet slukket efter 210 dage.
Branden med navnet Lindfield Park Road Fire i kystbyen Port Macquaire nord for Sydney har raseret siden 18. juli sidste år.
Den omkring ni kvadratkilometer store brand blev slukket, efter at rekordstore mængder regn er faldet i delstaten New South Wales (NSW), hvor 260 millimeter regn er faldet de seneste par dage.
Det oplyser brandvæsnet i NSW på Twitter.
Derudover har brandvæsnet pumpet store mængder vand i jorden, da halvdelen af branden foregik under jorden. Det skriver det australske medie Sydney Morning Herald.
Trods de store mængder regn brænder 25 brande stadig videre i delstaten, hvoraf fire er ude af kontrol.
Myndighederne forventer, at delstaten er fuldstændig brandfri, inden ugen er omme, da mere regn er på vej.
Sydney og omegn oplevede i sidste uge de største mængder regn over fire dage siden 1990. Omkring 400 millimeter regn faldt fra fredag til mandag morgen, hvilket er mere, end byen fik de seneste seks måneder.
Til sammenligning faldt der 905 millimeter regn i Danmark i hele 2019, hvilket var et rekordår.
Mindst 80.000 hjem har været uden strøm som følge af uvejret i NSW, og en togstation i byen Narribri, som ligger omkring 520 kilometer nordvest for Sydney, blev fuldstændig oversvømmet.
De voldsomme brande, der har hærget Australien det seneste halve år, har hidtil kostet 33 personer livet.
Det vurderes, at omkring en milliard vilde dyr er omkommet i flammerne siden september.
Omkring 2500 hjem er blevet ødelagt på landsplan, og mere end 117.000 kvadratkilometer land er blevet tilintetgjort af brandene. Det svarer til knap tre gange Danmarks areal.
/ritzau/