Danske Aura Dione står til en yderst pæn boliggevinst.
Den 39-årige sangstjerne har nemlig sat sin lejlighed i det indre København til salg.
Det skriver Se og Hør.
Ugebladet skriver, at Aura Dione for knap seks år siden købte lejligheden for 6,5 millioner kroner.
Nu er der sat en prisseddel på 10.995.000 kroner for den 161 kvadratmeter store lejlighed.
Sælges lejligheden til prisen er der lige knap 4,5 millioner kroner at hente for Aura Dione - eller knap 750.000 kroner i gevinst per år, hun har haft lejligheden.
Aura Dione blev sidste år mor til datteren Carmen og danner par med den ti år yngre Bastian.
Hun har tidligere dannet par med designeren og musikeren Johannes Torpe og med Skype-medstifter Janus Friis.
Forholdet til Janus Friis endte dramatisk, da Janus Friis efterfølgende sagsøgte Aura for 6,65 millioner kroner som dækkede over gaver, en forlovelsesring og en københavnerlejlighed. Der blev indgået et forlig.
Aura Dione har siden debutalbummet "Columbine" i 2008 udgivet yderligere tre album. Det seneste udkom i 2022.
Nummeret "Geronimo" fra hendes andet album gik ind som nummer 1 på hitlisten i Tyskland, og blev samtidig også hendes første nummer 1-hit i Danmark.