Regeringen kan i dag sende en venlig tanke til ATP og selskabets 4,7 millioner danske pensionsindbetalere.
Efter et historisk højt afkast på 125 milliarder kroner i regnskabsåret 2011 lander de 18,5 milliarder nemlig i den spareramte statskasse.
Og det er knap otte milliarder kroner ekstra i forhold til 2010, hvor ATP betalte 10,8 milliarder kroner i pensionsafkastskat.
Hos Socialdemokraterne glæder finansordfører John Dyrby Paulsen sig over rekordåret hos ATP, der over de seneste fem år har stået for over en tredjedel af statens indtægter fra pensionsselskaberne.
"Det tegner et billede af, at branchen har haft nogle vilkår, der var bedre end det, vi så i 2010. Der kan dog være være mange ting, der er afgørende for afkastet i et pensionselsskab. Men isoleret set er det rigtig godt," siger han til Newspaq.
ATP-direktør Lars Rohde kalder det en "en god ting", at pensionsselskabet kan bidrage til den offentlige sektor med "meget høje skattebetalinger" i en tid med "betydelige udfordringer".
Men han understreger, at skattebetalingen er penge, som i sidste ende ikke bliver udbetalt til pensionskunderne. Og derfor advarer han regeringen imod at stramme skatteskruen på pensionsområdet i den kommende skattereform.
"Man skal være opmærksom på, at jo hårdere man beskatter pensionsopsparing, jo mindre attraktivt bliver det også at spare op. Det er i forhold fremtidige ændringer af skattesystemet noget, man bør holde sig for øje," siger han.
Det er den lave rente, der er hovedårsagen til, at ATP havde så højt et afkast i det forløbne år.
"Det skyldes i høj grad renteudviklingen i løbet af året, hvor danske og udenlandske statsobligationer faldt. Når renterne falder stiger værdien af vores 30-årige tyske og danske statsobligationer, som er en meget stor del af vores portefølje. De er meget rentefølsomme. Når renten falder får vi nogee meget stor kursgevinster, og det er det, der ligger bag en stor del af afkastet," siger Lars Rohde.