Forhandlingerne mellem seks stormagter og Iran om landets atomprogram fortsætter torsdag. Det har parterne aftalt på et møde i Bagdad.
Udsendinge fra USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland mødte onsdag iranske repræsentanter i Iraks hovedstad i et forsøg på at komme frem til en aftale om det iranske atomprogram. Parterne strides om Irans målsætning med atomprogrammet.
Parterne havde kun afsat onsdagen til samtalerne, men nu fortsætter de torsdag, oplyser både iranske og vestlige kilder.
EU's udenrigschef Catherine Ashton lagde onsdag nye forslag på bordet på vegne af landene i den såkaldte P5+1-gruppen. Den omfatter de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd samt Tyskland.
Irans forhandlere har ikke kommenteret forslagene offentligt. Men det statslige nyhedsbureau Irna betegner dem som ubalancerede og uddaterede. Anderledes positive toner lyder der fra amerikansk side.
- Jeg tror, at vi er tæt på at kunne indlede forhandlinger, siger en af USA's deltagere i mødet, som strakte sig til langt ud på aftenen.
- Men vi er endnu ikke blevet enige om de næste skridt, tilføjer han.
USA og dets allierede frygter, at Iran har ambitioner om at kunne fremstille atomvåben. Styret i Teheran afviser beskyldningerne og siger, at atomprogrammet udelukkende tjener fredelige formål.
Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, har flere gange sagt, at atomvåben er i strid med islam, og det samme har den åndelige leder ayatollah Ali Khameni.
Vestlige ledere vil alligevel have begrænsninger for atomprogrammet. Især berigelsen af uran. Ledelsen i Teheran afviser dette og fastholder, at landet er i sin fulde ret til at have et civilt atomprogram i lighed med andre lande.
Reuters