Atlético Madrid spillede sig lørdag aften på førstepladsen i Primera Division, da klubben hjemme i Madrid besejrede Real Sociedad 2-0.
Dermed nåede Atlético Madrid op på 19 point for ti kampe.
FC Barcelona følger efter med et point og en kamp færre, inden Barcelona søndag møder Real Madrid i El Clasico.
Før braget mellem de to rivaler i spansk fodbold i Barcelona har Real Madrid 14 point på ottendepladsen.
Atlético Madrid kom foran i det 45. minut, da forsvarsprofilen Diego Godin havde bevæget sig med frem i modstanderens felt.
Bolden endte lidt tilfældigt hos Godin, der hamrede den i mål til 1-0.
Filipe Luís sørgede for 2-0 efter en time, da brasilianeren driblede rundt og snød gæsternes defensiv, hvorefter Filipe Luís hamrede bolden over i det fjerneste målhjørne.
Tidligere lørdag blev Pione Sisto sendt på banen med ni minutter igen af opgøret, da Celta Vigo hjemme slog Eibar 4-0.
Iago Aspas scorede hattrick i kampen, og sejren placerer Celta Vigo på niendepladsen med 13 point.
Daniel Wass fik det sidste kvarter på banen, da Valencia spillede 0-0 ude mod Athletic Bilbao. Begge klubber ligger placeret under midten i ligaen.
El Clasico mellem Barcelona og Real Madrid spilles søndag klokken 16.15.
/ritzau/