Verden bliver styret af et skjult broderskab med så omfattende magt, at det er umuligt at fatte fuldstændigt. Hver eneste krig, hver eneste valgsejr, hver eneste stigning og fald i renten på internationale valutamarkeder er broderskabets værk. Det kan hverken vælges eller væltes, og for de fleste er de blot skyggen fra tvillingetårnene, der styrter i grus og kridtoptegningen på jorden, når statsledere bliver likvideret.
Men deres spor kan skimtes i fragmentariske verdensbegivenheder som Nordkoreas atomprøvesprængning og Muhammedkrisen. De er arkitekterne bag verdenskrigene, FN, Verdensbanken, EU, Nato, Sovjetunionen, 11. september og den krig mod terror, der skal munde ud i Tredje Verdenskrig. Illuminati styrer verden mod en ny verdensorden i det tabte rige Atlantis.
Den officielle Illuminati orden blev grundlagt 1. maj 1776 i Bayern af professor Adam Weishaupt med det mål at befri folket for religion og forene verdens nationer under en regering.
lluminati betyder ”de oplyste” og står i modsætning til monarkierne og religionens fastholdelse af folket i uvidenhedens mørke. Medlemmerne infiltrerede hurtigt Europas vigtigste organisationer og satte sig fuldstændigt på Frimurerlogen, der både dengang og i dag tæller medlemmer i magtens øverste cirkler.
I 1782 samledes Europas frimurere til et konvent, hvor sløret blev løftet for en plan, der satte en rædsel i livet på medlemmerne. Den franske Comte de Virieu sagde efter konventet ”Jeg kan ikke afsløre de tragiske hemmeligheder, kun tilstå, at dette er langt mere omfattende, end man kan forestille sig. Konspirationen er så velgennemtænkt, at det er umuligt for monarkierne og kirken at undslippe”.
I løbet af de følgende år voksede Illuminati sig mere indflydelsesrig, og medlemmerne bestred poster i toppen af de europæiske monarkier. Men planen mislykkedes, og allerede 11 år efter ordenen blev grundlagt, blev den forbudt, da et komplot til at myrde paven og alle konger i Europa blev afsløret.
Men præcis som det skete, da tempelherrerne blev tvangsopløst i 1314, blev Illuminati kun en stærkere organisation af myndighedernes indgriben. De fortsatte deres arbejde i det skjulte og skabte en organisation, hvor ingen vidste, hvem der ellers var indviet.
I stedet kommunikerede man i tegn. Det med så stor succes, at Illuminati var i stand til at orkestrere den franske revolution og endnu vigtigere, at sejle over Atlanten til Frimurermesteren Francis Bacons Ny Atlantis, Amerika.
Illuminati så Amerika som muligheden for at realisere planen. Amerika skulle blive udgangspunktet for det nye Atlantis, riget der dækkede kloden. Ifølge konspirationsteoretikerne stod Illuminati bag den amerikanske revolution og havde afgørende indflydelse på den amerikanske forfatning.
Flere amerikanske præsidenter har på den ene eller anden måde været tilknyttet Illuminati. Enten via Frimurerlogen eller andre hemmelige broderskaber. Hvis man ser godt efter, vil man også se, at hele Capitol Hill i Washington er fyldt med Illuminati- og Frimurer-tegn.
For konspirationsteoretikere stopper tegnene ikke dér. For dem er hele verden inficeret af Illuminati. Netop nu er samtlige verdensledere som George Bush Jr. og Tony Blair medlemmer af broderskaber som det europæiske Bilderberg, der tæller danske medlemmer, og som bliver styret af Illuminati.
Der findes utallige billeder af statsledere, som hilser med det hemmelige håndtegn for Lucifer (lillefingeren og pegefingeren hævet), der markerer, at man er indviet.
Ifølge de mest indædte modstandere af Illuminati er den store plan et satanis-tisk rænkespil. De øverste Illuminati-mestre narrer medlemmerne til at tro, at Atlantis bliver et rige i evig fred og fremgang.
Illuminati forbereder verden til Antikrists komme, og netop nu befinder vi os i den sande plans sidste stadium. Mener i hvert fald nogle af dagens konspirationsteoretikere.