Kina har mandag sendt to astronauter i kredsløb om Jorden. Det skal efter planen være den længste mission i den relativt korte historie for kinesisk rumfart.
Rumfartøjet Shenzhou 11, der kan oversættes til guddommeligt fartøj, skal sammenkobles med rumlaboratoriet Tiangong 2, der blev sendt i kredsløb i sidste måned.
Her skal astronauterne befinde sig i 30 dage og foretage forskellige videnskabelige undersøgelser.
Missionen er en del af et større rumprogram for Kina, der ønsker en permanent bemandet rumstation senest i 2022.
Opsendelse af Shenzhou 11 blev vist direkte på statsligt tv tidligt om morgenen lokal tid mandag, skriver nyhedsbureauet Xinhua ifølge Reuters.
Astronauterne Chen Dong og Jing Haipeng blev inden takeoff fra Gobi-ørkenen ønsket held og lykke af flere højtstående, kinesiske embedsmænd.
- I skal rejse ud i rummet for at forfølge den kinesiske nations ønske om at være en rumnation, lød det fra Fan Changlong, viseformand for den magtfulde militære centralkomité.
I en bemandet rummission i 2013 var tre kinesiske astronauter 15 dage i kredsløb. Nu er længden fordoblet. Til gengæld er besætningen skrumpet fra tre til to.
Kinas regering prioriterer rumprogrammet højt. Præsident Xi Jinping har tidligere udtrykt ønske om, at Kina etablerer sig som rumnation. Landet holder fast i, at programmet har fredelige hensigter.
Selv om Kinas rumambitioner er store, er der ifølge Reuters fortsat et godt stykke vej op til USA og Rusland, når det gælder rummissioner.
I 2013 lykkedes det Kina at lande fartøjet Jadekaninen på Månen, men projektet løb ind i store problemer og blev senere erklæret dødt.
I 2018 regner Kina med at sende et kernemodul til den kommende rumstation op. Fire år senere skal den ifølge ambitionerne være permanent bemandet.
/ritzau/