Mandag går e-sportsselskabet Astralis Group, der står bag det danske Counter Strike-hold Astralis, på børsen.
Det sker med en markedsværdi på mere end 500 millioner kroner. Det hører til sjældenhederne, at et nyt selskab på minibørsen First North starter med så stor en værdi.
Det fortæller investeringsøkonom Per Hansen fra børsmægleren Nordnet.
– Det bliver født som et meget stort selskab på en meget lille børs, i den forstand at normen har været, at når nye selskaber kommer på First North, så sker det snarere med en markedsværdi i størrelsesordenen 100 til 150 millioner kroner end 500 millioner kroner.
– På den måde markerer Astralis i mere end én forstand noget nyt, siger Per Hansen.
Hos Nordnet vurderer man, at det især er en ny gruppe af investorer, som har købt aktier i Astralis frem mod mandagens handelsstart på børsen.
Per Hansen forklarer, at det ser ud til særligt at have være yngre investorer, som har kastet penge efter selskabet.
/ritzau/