Den engelske fodboldspiller Ashley Cole kommer nok til at smadre sin sparegris, hvis han skal betale den bøde, han er blev idømt af det engelske fodboldforbund (FA).
Chelsea-spilleren skal betale 90.000 britiske pund (820.000 kroner) for det Twitter-udfald, han havde mod forbundet i sidste uge.
Den engelske landsholdsspiller blev lidt for ivrig på Twitter-tasterne, da han så FA offentliggøre en skriftlig rapport i klubkammeraten John Terrys racismesag.
- Hahahaha, godt arbejde, FA, jeg løj, gjorde jeg, skrev Ashley Cole blandt andet på Twitter, hvorefter han anvendte et britisk slangord for det kvindelige kønsorgan i sin karakteristik af FA.
Ashley Cole slettede senere sin udtalelse, man da var den allerede blevet delt over 19.000 gange på det sociale netværk.
Ashley Cole var et centralt vidne i sagen, hvor John Terry kaldte Queens Park Rangers-spilleren Anton Ferdinand "black cunt" (sorte kusse) i en kamp for et år siden.
John Terry blev i sommer frifundet ved civilretten, men efterfølgende tog FA selv sagen op og idømte for nylig Chelsea-anføreren fire spilledages karantæne og en bøde på lidt over to millioner kroner.
I FA's skriftlige rapport fremgår det, at Ashley Cole har afgivet forskellige vidneudsagn, hvilket fik ham til tasterne.
/ritzau/