Ritzau
Opdateret kl. 13:06
Liberal Alliance opfører sig klodset ved at prøve at bluffe sig til store resultater.
Det mener erhvervsmanden Asger Aamund, der i lang tid har støttet Liberal Alliance.
Han har ikke meget tilovers for LA's måde at håndtere de seneste ugers forhandlinger om nye aftaler på skatte- og udlændingeområdet.
- Det er ikke nogen god idé midt i nogle forhandlinger at gå ud og prale med det resultat, man håber på at opnå.
- I øvrigt skal man kun fremsætte trusler, hvis man agter at gennemføre dem. Ellers skal man lade være, siger Asger Aamund.
Han kan ikke forestille sig, at Liberal Alliance ikke stemmer for den finanslov, partiet selv har været med til at forhandle igennem, når den skal til afstemning i Folketingssalen på fredag.
Partiet bør derfor stille sig tilfreds med at lade finansloven blive stemt igennem og så bruge det kommende forår på at få aftalerne på plads med Dansk Folkeparti, mener Aamund.
Ifølge ham skulle Liberal Alliance i første omgang slet ikke være gået med i regeringen, hvis målet var at få skattelettelser.
- Historien viser jo, at så længe en borgerlig regering er afhængig af Dansk Folkeparti, så kommer der ikke vækstplaner.
- DF er et socialt solidaritetsparti, der gerne vil have et samfund, hvor få har for meget og færre har for lidt og tænke på de svage i samfundet. De er ikke interesseret i at sænke skattetrykket, siger Asger Aamund.
Ikke desto mindre mener Aamund, at Liberal Alliance skal slå til nu, hvis skattelettelserne skal blive til noget.
- Dansk Folkeparti vil have deres udlændingeaftale igennem.
- Selv om de ikke har lyst til det, så er DF villige til at betale prisen i form af en skattereform for at få den udlændingeaftale. Det er chancen, og den kommer ikke igen, mener Asger Aamund.
/ritzau/