For meget stress og for lidt vand.
Det var ifølge erhversmand Asger Aamund den kombination, der gjorde, at han torsdag aften sank sammen midt under et foredrag på Gentofte Rådhus.
Det skriver Ekstra Bladet.
- Pludselig blev jeg bare helt varm, og så fik jeg det rigtig skidt og blev helt bleg, og det sortnede for mine øjne. Jeg fik et ildebefindende. Der kom hurtigt en ambulance med Falck-reddere til og hjalp mig på stedet, og jeg fik taget en masse prøver. Det var selvfølgelig meget ubehageligt, fortæller Asger Aamund til Ekstra Bladet.
Han fortæller til avisen, at han nok havde presset sig selv lidt for hårdt op til foredraget, ligesom han heller ikke havde fået noget at spise eller drikke.
Den 78-årige erhvervsmand forsikrer, at han er på toppen igen.