Umiddelbart er der ikke det store på spil, når FC Københavns nykårede fodboldmestre i dag møder pokalvinderen Esbjerg hjemme i Parken.
Selvom DM-guldet blev sikret for en uge siden lover FCK-træner Ariël Jacobs dog, at klubbens spillere venter med at holde sommerferie, indtil sæsonen er forbi.
- Jeg har talt med spillerne om vores motivation i de sidste kampe. Vi har kæmpet for point hele sæsonen, men nu har vi en sjælden mulighed for at gå på banen uden stress og spille frit, siger han til FC Københavns hjemmeside.
- Vi skal yde vores bedste og vise os frem for vores fans - især når vi spiller to af kampene på hjemmebane i Parken. Den bedste måde at sige tak er ved at gøre en god figur, vise ligeså stor passion som dem, og hente tre sejre i de tre kampe, siger Ariël Jacobs.
FCK sikrede guldet, da klubben for en uge siden spillede 0-0 ude mod Brøndby.
Esbjerg vandt torsdag finalen i pokalturneringen, da holdet i Parken vandt 1-0 over Randers FC.
Kampen mellem FCK og Esbjerg begynder klokken 19.
/ritzau/