Den argentinske tennisstjerne Juan Martin del Potro fortsætter sin vej tilbage mod den absolutte top, efter at skader har spoleret store dele af karrieren.
Natten til søndag dansk tid sikrede han sig karrierens 21. ATP-titel, da han strøg til tops i Mexican Open i Acapulco.
Den hårdtservende argentiner vandt i finalen over verdens nummer otte, sydafrikaneren Kevin Anderson, med cifrene 6-4, 6-4.
Et enkelt servegennembrud i hvert sæt var tilstrækkeligt for Juan Martin del Potro, der kunne strække de lange arme i vejret og fejre sejren efter 1 time og 41 minutter på banen.
Del Potro rangerer som nummer ni på verdensranglisten, men kan nu se frem til et avancement, når listen opdateres mandag.
Han kom langt fra sovende til titlen, da han måtte forbi tre top-10-spillere på vejen til titlen.
Ud over Anderson slog han nummer fem, Alexander Zverev fra Tyskland, og østrigeren Dominic Thiem, der rangerer som nummer seks.
Derudover slog han spanieren David Ferrer, der har vundet turneringen i Acapulco fire gange.
/ritzau/