Argentinas tidligere diktator Jorge Rafael Videla, som ledede det sydamerikanske land i den blodigste periode under Den Beskidte Krig, er død, 87 år, oplyser det statslige tv og lokale medier i Buenos Aires.
Videla var en af hovedbagmændene bag Argentinas militærdiktatur mellem 1976 og 1983, hvor op imod 30.000 modstandere af regimet forsvandt.
Han blev præsident i 1976, da en tre mand stor militærjunta tog magten fra Isabel Peron, der arvede præsidentembedet efter sin afdøde mand i 1974.
Diktatoren har hele livet været tæt knyttet til militæret. Som søn af en oberst blev han i 1944 uddannet fra Argentinas nationale militærakademi og klatrede i de følgende år støt op ad magtens tinder.
Lokale medier rapporterer, at Videla døde af naturlige årsager, da han afsonede en straf for krænkelser af menneskerettighederne.
Videla, militærjuntaens sidste leder, blev dømt til livsvarigt fængsel i 1985 for forbrydelser mod menneskeheden. Fem år senere blev han benådet af daværende præsident Carlos Menem, men den beslutning blev ændret, da Nestor Kirchner i 2003 tog over som præsident.
/ritzau/Reuters