Argentinas præsident, Alberto Fernandez, vil inden for de næste ti dage præsentere et lovforslag om at tillade fri abort.
Det siger han søndag i en åbningstale i kongressen i Argentina.
- I det 21. århundrede bør ethvert samfund respektere individers beslutning i forhold til deres egne kroppe, lyder det fra præsidenten.
Argentina har ligesom resten af Latinamerika en konservativ holdning til abort. Det er i dag kun tilladt at få en abort i Argentina, hvis graviditeten er et resultat af en voldtægt, eller hvis det bringer morens liv i fare.
Selv i disse tilfælde kan det være svært for kvinder at få adgang til abortklinikker i det sydamerikanske land.
I august 2018 afviste senatet i Argentina et lovforslag, der ville have gjort det lovligt at få en abort i løbet af de første 14 uger af en graviditet.
Den centrumvenstreorienterede Fernandez fra Peronistpartiet overtog præsidentposten fra den konservative Mauricio Macri efter valget i oktober.
Da loven i 2018 blev stemt ned, sagde Miguel Angel Pichetto, den daværende leder i senatet for Peronistpartiet, at tilhængerne af abort ikke ville give op.
- Fremtiden tilhører ikke nej-kampagnen. Før eller siden vil kvinder få retten til at bestemme, og før eller siden vil vi vinde denne debat, sagde han i 2018 på talerstolen inden afstemningen i senatet.
Dengang lød der et jubelbrøl fra abortmodstandere, da resultatet blev kendt ude på pladsen foran den argentinske kongres.
Modsat stod nedtrykte aktivister med deres grønne tørklæder, farven der symboliserer retten til abort. Nogle antændte i frustration affaldspande og kastede med sten mod politiet.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa