En bil faldt halvanden meter ned og ramte en 37-årig mand mandag morgen på et autoværksted på Bygaden i Kirke Hyllinge ved Lejre. Manden meldes dog uden for livsfare, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
- Han er blevet hjulpet fri og fløjet med helikopter til Rigshospitalet, hvor han skal tjekkes for indre blødninger. Men den foreløbige melding er, at han ikke er i livsfare, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard til Ritzau.
Det drejer sig om en 37-årig mand fra Gislinge ved Odsherred, og politiet har underrettet familien.
- En bil er faldet halvanden meter ned og har ramt ham, men vi ved endnu ikke, hvad årsagen til ulykken er, fortæller Martin Bjerregaard.
Arbejdstilsynet er nu tilkaldt for at undersøge årsagen nærmere.
/ritzau/