En blot 14-årig ungarbejder kom grueligt galt af sted sin ene finger, da hun i starten af januar benyttede en brødmaskine på sin arbejdsplads Haals Bageri i Klarup i Nordjylland.
- Hun fik hånden ned i maskinen, og fik en finger på højre hånd skåret af, mens to andre fingre blev læderet, oplyser vagtchefen hos Nordjyllands Politi til Nordjyske.
Pigen blev omgående bragt til Odense Universitetshospital, hvor hun blev opereret i hånden.
Arbejdsulykken tog så hårdt på det øvrige personale, at de efterfølgende modtog psykologhjælp for at bearbejde den voldsomme oplevelse.
Ejeren af Haals Bageri, Jan Haals, er selv meget berørt af ulykken, som han tager det fulde ansvar for. Han oplyser, at medarbejderne har det ok igen, mens den uheldige ungarbejder er ved at vende tilbage til en normal tilværelse.
- Det lykkedes for lægerne at operere og lave hendes fingre. Resultatet blev godt, og pigen er ved godt mod. Hun er begyndt i skole igen, fortæller Jan Haals til Nordjyske.
Ifølge Nordjyske, der har læst Arbejdstilsynets rapport om ulykken, har bageriet fået en række påbud og forbud.
Den elektroniske overvågning af brødskæremaskinen var angiveligt defekt. Den unge pige havde angiveligt åbnet låget til maskinen og var kommet i en kontakt med en bevægelig kniv, hvorefter det var gået galt.
Haals Bageri har desuden fået et påbud om at standse arbejdet, hvor ungarbejdere eller andre, der er omfattet af undervisningspligten, kommer i kontakt med farlige maskiner.