69.800 er nu uden arbejde. Fra januar til februar i år steg arbejdsløsheden med 5.500 fuldtidspersoner. Dermed står 2,5 procent af arbejdsstyrken i ledighedskøen, viser de nye opgørelser fra Danmarks Statistik.
Det er blandt dagpengemodtagerne, ledigheden stiger mest markant. Siden november 2008 er arbejdsløsheden blandt forsikrede - altså folk med ret til dagpenge - steget hele 33 procent, mens der kun er blevet otte procent flere ledige kontanthjælpsmodtagere.
Ledigheden bider hårdest hos mændene. 2,8 procent af mændene er nu ledige mod 2,2 procent af kvinderne.
Foruden stigningen i ledigheden er der også stigning i antallet af arbejdsmarkedsparate aktiverede. Samlet set er der 106.300 ledige og aktiverede, og det svarer til en stigning på 26 procent siden februar sidste år.