Der er bestemt ikke blevet sparet på noget under renoveringen af den store penthouselejlighed nær ved Rådhuspladsen i København, som Niklas Bendtner købte for syv år siden for 13,2 millioner kroner.
Angriberen, der dengang tjente tykt på at score mål for Arsenal, havde den helt store tegnedreng fremme da han overtog de 339 kvadratmeter. Han hyrede blandt andre arkitekten Bjarke Ingles til at ”stå for udformningen af lejligheden”, som det hedder i ejendomsmæglerens beskrivelse af herligheden.
De 339 kvadratmeter fordeler sig i to etager på 5. og 6. sal af en gammel ejendom på H.C. Andersens Boulevard i København. Der er naturligvis egen stor tagterrasse. Den finder man lige ved siden af det såkaldte ”vinområde”, hvor fodboldbissen har fået installeret hele fem store vinkøleskabe.
Fodboldfusserne har gået rundt på nye sildebensparket gulve fra den store stue rundt til lejlighedens to store badeværelser, de to soveværelser og ikke mindst det enorme walk-in klædeskab, der på ægte blærerøvsmaner er indrettet med køleelementer ”så man nemt kan få en forfriskning, mens man gør sig klar.”
Sindssyg sikkerhed
Bendtner har også udstyret hele lejligheden med et lydsystem fra B&O, ligesom de mange kvadratmeter er videoovervåget. Der mangler bestemt ikke noget på sikkerhedsfronten. Han har nemlig også sørget for et sikkerhedsskab ”med plads til også større værdigenstande”.
Pengetanken skal da også være godt fyldt op, hvis man drømmer om at overtage Bendtners ungkarlehybel. Man skal nemlig hoste op med hele 24 millioner kroner for at få overdraget skødet.
Se alle billederne hos ejendomsmægleren her.