Stor glæde kan hurtigt blive til stor skuffelse.
Mange studerende bliver nemlig behandlet anderledes på deres studiejob, hvis de bliver gravide.
Det skriver metroXpress, der blandt andet har været i kontakt med en 33-årig jurastuderende, der medvirker under navnet Malene Hansen.
"Da jeg fortalte det til min arbejdsgiver, fik jeg at vide, at så var jeg i minus fra starten, og folk ville se skævt til mig. Jeg synes, det var lidt underligt, men tænkte at så måtte jeg jo bevise, at jeg var god til mit arbejde," siger hun til avisen.
Blot en måned før Malene Hansen skulle føde, blev hun tilmed fyret, selvom hun havde fået masser af ros for sit juridiske arbejde.
Derfor kontaktede hun forbundet Djøf, der forhandlede et ordentligt forlig på plads med arbejdspladsen.
Forbundet organiserer 18.000 studerende, og kender udmærket til problemet.
"De studerende løber ind i den særlige udfordring, at arbejdsgiverne ikke altid er klar over, at de studerende som regel er omfattet af de samme regler, som alle andre på arbejdsmarkedet," fortæller Mette Knudsen, der er chefkonsulent i fagforeningens studenterrådgivning, til metroXpress.
Hun mener også, at de studerende er nemme ofre, fordi de ikke selv kender til deres rettigheder. Men hos Dansk Arbejdsgiverforening kan de ikke genkende, at de studerende skulle være særligt udsatte.
Malene Hansen endte med at få et beløb, der svarede til det, hun ville have fået i sin barselsorlov.
Kilde: metroXpress