Antallet af EU-borgere, der tager til Danmark for at arbejde, falder drastisk. Og det er dårlige nyheder.
Det mener Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, der hentyder, at Folketinget bærer en del af ansvaret.
- Vi skal være bevidste om, at det er en gevinst, når der kommer en udlænding til Danmark for at arbejde.
- Og så skal vi genoverveje, om Folketinget har handlet klogt, når det har gjort det sværere for personer uden for EU at komme til Danmark, siger han til Ritzau.
Meldingen kommer, efter at Jyllands-Postens erhvervsmedie, finans.dk, skriver, at antallet af EU-borgere, der kommer til Danmark for at arbejde, er faldet med 65 procent på blot 15 måneder.
Jacob Holbraad påpeger, at selv om tallene kun omhandler EU-borgere, så sender lovstramningerne for ikke-EU-borgere også et signal til personer, der bor i EU.
- Det her betyder jo, at det bliver sværere og sværere for danske virksomheder at få adgang til kvalificeret arbejdskraft.
- I de senere år har vi været begunstiget af, at der er kommet mange, især østeuropæere, og det er nu blevet sværere at besætte stillingerne, siger Jacob Holbraad.
Ifølge finans.dk har antallet af nytilkomne fra øvrige EU-lande været støt faldende siden andet kvartal 2016. Her toppede antallet med næsten 14.500 nytilkomne. I tredje kvartal 2017 er tallet under 5000.
Andelen af EU-borgere i nyskabte job i Danmark udgør i dag 11 procent mod 87 procent i 2013, viser opgørelsen.
Dansk Folkeparti er derimod glad for udviklingen, fortæller udlændingeordfører Martin Henriksen.
- Det er enormt glædeligt, at flere EU-borgere bliver væk, for vi kan håbe, at det kan hjælpe på problemerne med løndumping, siger han.
Han giver ikke meget for Dansk Arbejdsgiverforening reaktion.
- Sådan siger de jo altid. De vil selvfølgelig gerne have, at arbejderudbuddet er stort.
- Jeg siger ikke, at det er sådan alle steder, men jeg tror, at der er nogle arbejdsgivere, der spekulerer i, at det så er nemmere at trække lønnen ned, siger Martin Henriksen til Ritzau.
/ritzau/