Arbejdsgiver afviser DF-kritik: Vi spørger ikke politikerne om lov til at give Mohamed natjob

Den udvisningstruede somalier, slageriarbejderen Mohamed Ibrahim, får nu opbakning fra sin arbejdsgiver efter DF-kritik.
Den udvisningstruede somalier, slageriarbejderen Mohamed Ibrahim, får nu opbakning fra sin arbejdsgiver efter DF-kritik.
Den udvisningstruede somalier, slageriarbejderen Mohamed Ibrahim, får nu opbakning fra sin arbejdsgiver efter DF-kritik. Foto: Nikolaj Søndergaard

Somalieren Mohamed Ibrahim har haft udsigt til at blive sendt ud af landet, fordi han tjener 370.000 kr. om året, hvilket er 30.000 under opholdskravet.

Derfor har hans arbejdsgiver, slagteriet Tican i Thisted, flyttet Ibrahim til natholdsarbejde, så han får den tilstrækkelige lønstigning.

Men Dansk Folkepartis udlændingeordfører og formand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, Martin Henriksen, sår tvivl om, hvorvidt 'fidusen overhovedet er lovlig'.

- Det står jo med neonlys og blinker op i ansigtet på os alle sammen, at det her er et forsøg på at omgå udlændingelovgivningen. Og så skal vi på Christiansborg gøre op med os selv, om vi vil være til grin eller sørge for, at når folk får inddraget deres opholdstilladelse, så skal man ikke kunne lave alle mulige fiks-fakserier, siger han til Ritzau.

Administrerende direktør i Tican, Ove Thejls, har hidtil afvist at udtale sig i sagen, men nu siger han til DR P4 Midt & Vest:

- Vi mangler en mand på natholdet, og hvis Mohamed er interesseret, og afdelingslederen finder ham bedst kvalificeret, får han jobbet. Længere er den ikke. Det tror jeg ikke, vi skal spørge hverken Dansk Folkeparti eller andre politikere om, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Med skiftet til natarbejde kommer Mohamed Ibrahim til at tjene 422.000 kroner om året.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.