Storkonflikten mellem lønmodtagerne og arbejdsgiverne i den offentlige sektor er ikke en realitet endnu. Det bliver det først, hvis de forskellige parter ikke kan komme til enighed i Forligsinstitutionen, hvor de forhandler i disse dage.
Men det betyder bestemt ikke, at fagforeningerne ikke forbereder sig til den eventuelle konflikt.
Hos FOA er der fuld drøn på produktionen af materiale til strejke. Det indebærer de berømte FOA-hænder, som vi har set i tidligere konflikter, badges, klistermærker, kasketter og gule veste.
FOA bestiller ved denne konflikt alt materiale hos private producenter. Normalt kan de godt producere klistermærker selv, men de kan slet ikke følge med denne gang. Det fortæller Tina Malene Hansen, som er konsulent i FOAs ledelse og ansvarlig for al konfliktmateriale.
Hun fortæller, at de i alt er i gang med at producere 185.000 badges, klistermærker og veste til konflikten.
- Der er virkelig gang i den, jeg kan næsten ikke følge med, fortæller hun med et grin.
FOA-Hænder: 10.000
Badge: Vi er mere værd: 70.000
Badge: Mere i løn: 40.000
Klistermærker: Vi vil ikke nøjes med peanuts: 40.000
Gule veste: 15.000
Badges: Nødberedskab og Tjenestemand i arbejde: 10.000 (tages kun i brug, hvis konflikten bliver en realitet)
I alt 185.000
UDVID
Tina Malene Hansen vil ikke fortælle, hvor mange penge FOA bruger på materialet, men det er ikke over en million kroner, så meget kan hun godt sige til Avisen.dk.
Hvis materialet ikke bliver brugt, fordi man finder en løsning på konflikten, er al arbejdet dog ikke spildt. Det meste materiale kan nemlig gemmes til en anden gang, hvis der på et senere tidspunkt opstår konflikt igen.
HK Stat fokuserer på det lokale
Hos HK Stat griber man det lidt anderledes an. Her er det de lokale afdelinger, som står for det meste materiale til strejken, så man kan tilgodese lokale behov. Det fortæller pressechef i HK Stat, Tom Gotfred.
Det eneste materiale, som bliver produceret centralt hos HK er vestene, som medlemmerne vil bære under eventuelle demonstrationer.
Læs Avisen.dk’s dækning af OK18