- Har du sovet godt i nat? Er du glad og i godt humør? Føler du dig klar til dagens udfordringer?
Når telefonen vibrerer i lommen hos 2.500 danskere, er det spørgsmål som disse, der popper frem på skærmen. Et par gange om måneden stiller app'en Howdy nemlig fem spørgsmål, der kan give et billede af, hvordan du egentlig har det.
Det kan forhåbentlig være med til at knække stress, fortæller chefpsykolog Michael Danielsen fra Psykiatrifonden, der har været med til at udvikle app'en.
- Hvis man vil bekæmpe stress, er det svært at vide, hvor man skal starte. Her giver de fem enkle spørgsmål et rigtig godt udgangspunkt, siger han til DR Trekanten.
Indtil videre har 15 virksomheder installeret Howdy på medarbejdernes telefoner. Det gjorde man man blandt andet hos SEB Pension i Kolding for fire måneder siden. Her er app'en blevet taget rigtig godt imod, siger salgschef Jens Bruun.
- Vi kan se på tilmeldingen og de ugentlige svarprocenter, at der er mange, der bruger Howdy. Det giver os et billede af, hvordan vores medarbejdere trives på arbejdspladsen og hvordan udviklingen ser ud, siger han.
Det kan mærkes på kontoret, siger salgschefen:
- Tidligere havde vi ingen føling med det overhovedet. Vi så typisk først stresstilfælde, når de brød ud. I dag har vi et større beredskab. Samtidig er det blevet mindre tabubelagt at tale om stress. Jeg hører flere, der taler med hinanden om, hvad de har svaret, siger Jens Bruun.
Medarbejderne i SEB Pension og de 14 andre virksomheder skal ikke bekymre sig om at blive hængt op på deres svar. App'ens besvarelser er nemlig fuldstændigt anonyme.
Svarene bliver behandlet af firmaet Worklife-consult, der står bag app'en. Hvis en medarbejders svar tyder på begyndende stress, bliver vedkommende ringet op af en psykolog, fortæller chefpsykolog Michael Danielsen fra Psykiatrifonden.
- Så tager vi en kort snak om, hvad der rører sig i personens liv. Ofte skyldes svarene bare, at vedkommende har haft en dårlig dag. Men hvis der er tegn på stress, kan vi vejlede og guide personen til, hvordan de får støtte og hjælp, fortæller han.
SEB Pension betaler 1 krone om dagen per medarbejder, og for det får de altså spørgeskema, analyser over stressniveauet og mulighed for at bruge beredskabet af psykologer.
Lige nu er 35.000 danskere sygemeldte på grund af stress.