Et jordsvin har mistet livet, og fire surikater er savnet efter en stor brand i ZSL London Zoo, skriver The Guardian.
70 brandmænd har været i arbejde med at slukke branden, som brandvæsnet blev kaldt til klokken lidt over seks lørdag morgen.
En talsmand fortæller, at ansatte i zoo er ulykkelige over meldingen om jordsvinet Mishas død.
- Desværre har vores dyrlæger bekræftet, at det niårige jordsvin Misha er dødt, hedder det på dyrehavens hjemmeside.
Fire surikater savnes, og man har ikke overblik over omfanget af skaderne efter brandens hærgen.
Det tog tre timer, før brandmændene fik kontrol over branden i zoo.
I en udtalelse siger en lokal brandchef ifølge The Guardian, at branden er gået værst ud over en café og en butik i zoo.
Et område med dyr nær caféen er også beskadiget af flammerne.
/ritzau/