Ansatte i Banedanmark taber opgør om frikort

Krimi
Banedanmark får medhold i retssag (Foto: Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix)

HK og Dansk Jernbaneforbund lider for anden gang nederlag i retssystemet om gratis togture.

Ansatte i Banedanmark har tabt kampen om at beholde muligheden for gratis rejser med tog. Højesteret har tirsdag givet arbejdsgiveren medhold.

Såvel HK som Dansk Jernbaneforbund gik til domstolene, da Banedanmark for et par år siden lukkede for den fri befordring med tog.

Stoppet for ordningen skyldtes, at Banedanmark ikke kunne blive enig med DSB om prisen for at lade ansatte køre gratis.

I tirsdagens afgørelse slår dommerne fast, at Banedanmark har været berettiget til at bringe ordningen til ophør.

Dommen begrundes blandt andet med, at ordningen ikke har været kædet sammen med de ansattes løn- og ansættelsesvilkår. De gratis rejser var ikke vederlag for arbejde. Desuden lægger retten vægt på, at de medarbejdere, der ikke benyttede ordningen, ikke fik økonomisk dispensation.

I december 2017 nåede Østre Landsret frem til samme resultat, men HK og Dansk Jernbaneforbund ankede til den øverste retsinstans.

De to fagforbund skal i øvrigt hver betale Banedanmark 120.000 kroner i sagsomkostninger.

De ansatte har fremlagt ansættelseskontrakter og en personaleadministrativ vejledning, som omtaler frikortet. Og de har også sagt, at ordningen har betydelig værdi.

Nogle ansatte i Banedanmark har ligefrem valgt deres bopæl i vished om, at de gratis ville køre til og fra arbejde.

/ritzau/