Jobkonsulent efter omstridt DR-eksperiment: "Jeg er super glad på alles vegne"
- Jeg er super glad på alles vegne. Jeg synes, at eksperimentet har været en succes. Jeg er glad for, at de fire mennesker er kommet videre i deres liv, siger jobkonsulenten Anne-Mette Hjortshøj fra DR-programmet 'Fri os fra kontanthjælp'. Foto: DR1/Presse/Michael Staal Dinesen
God tid til den enkelte borger var afgørende for, at fire langtidsledige kom i arbejde eller uddannelse i TV-eksperimentet 'Fri os fra kontanthjælp', forklarer programmets jobkonsulent Anne-Mette Hjortshøj.

- Jeg er super glad på alles vegne. Jeg synes, at eksperimentet har været en succes. Jeg er glad for, at de fire mennesker er kommet videre i deres liv.

Ordene er jobkonsulenten Anne-Mette Hjortshøjs. Igennem et helt år har hun fulgt fire langtidsledige tæt. Mens andre jobkonsulenter normalt har mellem 50 og 80 borgere at tage sig af, kunne Anne-Mette Hjortshøj rette al sin opmærksomhed på de fire udvalgte kontanthjælpsmodtagere.

Det er der kommet DR-programmet 'Fri os fra kontanthjælp' ud af, og mandag aften rullede sidste afsnit over skærmen.

Igennem fire uger har seerne fulgt de fire langtidsledige kontanthjælpsmodtagere fra Aarhus Hanan Barre, Trine Vind, Diana W. Hansen og Jesper Thorup Andresen i bestræbelserne på at komme ud af systemet.

Tre af dem ender i arbejde, mens den fjerde begynder på en uddannelse.

Anne-Mette Hjortshøj mener, at eksperimentet har vist, at det kan betale sig at investere i ledige, og hun vurderer, at den helt afgørende forskel har været mere tid til den enkelte. 

- Men borgerne blev også udfordret til at tage nogle beslutninger om deres liv. Hanan finder ud af, at det koster for mange penge at blive selvstændig, og i stedet sporer vi os ind på sygeplejen, og vi kunne finde ud af, hvad der skulle til, og om det var realistisk. Og med Trine stod hun midt i et valg, om det var muligt at tjene nok penge til at leve af sin kunst, som viste sig at være meget svært, siger Anne-Mette Hjortshøj, der efter at have været udlånt til TV-eksperimentet nu arbejder som virksomhedskonsulent i Aarhus kommune.

Holdt sig indenfor loven

I de første tre måneder handlede eksperimentet især om at få afklaret de fire deltageres situation. Derefter kunne de lægge planer for, hvad der skulle ske fremover,

- Man bliver meget bevidst om udfordringerne i processen, fordi man hele tiden følger op og holder fokus på, hvad det er, man gør, og hvorfor man gør det. I stedet for at borgeren venter tre måneder på næste samtale, kom opfølgningen hurtigt og løbende. Jeg har også haft tid til at tage med til møder og så videre med dem.

Tæt opfølgning og god tid mangler måske på et jobcenter til daglig. Hvilken konsekvens kan det have?

- Det kan betyde, at de borgere, der har brug for, at man fokuserer mere på dem og hjælper dem mere, får lov at gå længere tid som ledige, siger Anne-Mette Hjortshøj.

I et debatindlæg i Politiken kritiserede tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, sagsbehandlingen i programmet for ikke at bibringe meget nyt. Hun hæftede sig især ved, at møderne foregik uden for jobcentrene - både i det fri eller hjemme hos deltagerne.

"Intet møde med Anne-Mette uden intens øjenkontakt og en ordentlig krammer. Men ud over den noget grænseoverskridende nærkontakt, de mange samtaler og den ekstra pose penge er der ikke meget nyt under solen," skrev Bettina Post blandt andet.

Anne-Mette Hjortshøj ønsker ikke at gå ind i en diskussion om Bettina Posts kritik af samtalerne og den nære kontakt, men understreger, at hensigten hele tiden har været at holde sig indenfor gældende lovgivning.

- Jeg har ikke brugt andre redskaber end dem, der er til rådighed og mulighed for inden for loven. Det banebrydende her er tiden. Læringen i hele eksperimentet har været, at tid er afgørende. Jeg har ikke opfundet noget nyt.

Afbrød samarbejdet med deltager

Selvom alle deltagere i TV-eksperimentet får et job eller uddannelse, sker det ikke uden bump på vejen. Anne-Mette Hjortshøj stopper i afsnit tre samarbejdet med den 47-årige jurist Jesper Thorup Andresen.

De to har forskellige holdninger til den rolle, som Anne-Mette Hjortshøj skal spille i forløbet, og den indsats hun skal levere.

Hun forstår godt, at tilgangen med nære relationer, mange samtaler og tæt opfølgning ikke nødvendigvis virker på alle.

- Det er jo rigtigt, når Jesper siger, at der blev holdt meget øje med ham. Det er helt reelt, for sådan var det. Når man arbejder på denne her måde, kommer man tæt på hinanden og får indsigt i det enkelte menneske. Det er måske ikke alle, der har brug for det, eller synes det er det, der skal til, siger Anne-Mette Hjortshøj. 

Hun er derfor også glad for, at Jesper Thorup Andresen ender med at få arbejde i et telemarketing-bureau.

- Jeg synes, det er så fint gået af Jesper, og jeg håber, at han i sit fremtidige arbejdsliv får brugt sine juridiske kompetencer.

Genkendt på gaden

Når man pludselig har prydet skærmen på landsdækkende fjernsyn i fire uger, går det bestemt ikke ubemærket hen.

- Folk har stoppet mig på gaden eller ved kassen i supermarkedet og sagt, at det er et godt program. Det har jo været et fantastisk arbejdsår, der har været enormt meningsfyldt for mig at være med til, siger Anne-Mette Hjortshøj.

- Jeg synes også, det er dejligt, hvis programmet kan nuancere debatten omkring det at være ledig. Der er ikke noget enten-eller. Mennesker er forskellige, og det viser deltagerne i programmet også, og jeg er glad for, at det kan være med til at skabe en lødig debat omkring emnet, vurderer Anne-Mette Hjortshøj.